Natur

På Djursland finder I en unik og skøn natur, der indbyder til lange gå- og cykelture. Få frisk luft i lungerne og nyd strandene og forrevne kystskrænter, gå en tur i skoven og oplev idylliske søer, åer, moser og det kuperede landskab, der smukt veksler mellem bakker og dale.

Helgenæs

Det er ikke kun National Park Mols Bjerge på Syddjursland, der byder på smuk natur. Halvøen Helgenæs syd for Mols er bestemt også et besøg værd. Helgenæs er forbundet med fastlandet med en smal tange Her kan I gå på opdagelse mellem de mange kulturhistoriske minder f.eks. resterne af en vikingelandsby. Havet omkring Helgenæs er rigt på fisk, hvilket tiltrækker marsvin og sæler, som ofte kan ses i havet syd for halvøen.

Stubbe Sø

Djurslands største sø Stubbe Sø var oprindeligt en fjord, men da landskabet hævede sig blev noget af fjorden inddæmmet og en sø blev dannet. Det er ikke nemt at komme ned til søen, da det mest er privatejet jord rundt om den, men ved den sydøstlige kant er der mulighed for at følge en sti til søen på statsejet jord. Ornitologer og andre fugleglade mennesker vil nyde et besøg ved Stubbe sø, der er rasteplads for mange søfugle

Norddjurs

På Norddjurslands kyst finder I stejle kalkklinter ved Gjerrild, Sangstrup og Karlby. Kalkklinterne er et imponerende syn og der er gode muligheder for at finde forsteninger, hvilket gør kalkklinterne til et populært udflugtsmål. Her kan man finde forsteninger af søpindsvin, hajtænder og vættelys.
Her er fine sandstrande, der egner sig til hygge og vandaktiviteter. Her er også gode muligheder for lystfiskere.

Kolindsund

Indtil stenalderen adskilte et sund den nordøstlige del af Djursland fra Jylland. Som følge af landhævninger ændrede sundet karakter og var kun forbundet med det åbne hav ved Grenå. I 1500-tallet sandede udmundingen i havet til og sundet blev til en indsø. Omkring 1880 valgte man at dræne søen for vand for at udnytte den frugtbare jord til landbrug. I Kolindsund trives stadig et rigt fugleliv og her er gode muligheder for at fange fisk, især gedder, aborrer, havørreder, skaller og brasen. Nogle vil mene at naturen ved Kolindsund turistmæssigt er en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder.